
Raw balls med peanut butter
Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg altid nogle af de her små sunde herligheder i køleskabet. Det er en perfekt energibooster og de tilfredsstiller også den søde tand. Opbevar dem i køleksabet og de vil holde flere uger… Tror jeg. De er altid blevet spist efter et par dage hjemme hos os.
Der er mange forskellige versioner af raw balls, men jeg kan rigtig godt lide denne her udgave med peanut butter. Det bedste er at du kan rulle dem i lige hvad du har lyst til! Prøv kokos, hasselnødder, sesamfrø, tørret hindbær. Der er ingen regler. Det er helt op til dig og din fantasi!
Ingredienser (15-18 stk.)
- 30 dadler
- 2 spsk peanut butter
- 2 spsk kakao
- 4 håndfulde nødder
- Havsalt
Metode
- Rist nødderne i ovnen i 5-10 minutter på 180 grader. Dette er ikke nødvendigt, men fremhæver smagen i nødderne.
- Blend alle ingredienserne med en lille smule vand. Teksturen skal være ret grov, ikke for blød, men dog sammenhængende.
- Form blandingen i små kugler på størrelse med en valnød.
- Rul dine raw balls i det du har lyst til, for eksempel kokos, pistacie, mandler, sesam- eller chiafrø.
